Samtidigt billede af Mjäryd Norregård, som fra 1867 til 1877 bl.a. var ejet af Niels Marcussen fra Munkebo.

Claus i Sverige

Claus ankom via Ljungby sogn til Södra Ljunga i Kronobergs län i Småland (ca. 120 km. nordøst for Helsingborg), hvor han arbejdede på Mjäryd Norragård. Herfra rejser han 2. maj 1874 tilbage til Danmark og ankommer til Brændekilde. 

 

På den tid foregik der en omfattende udvandring til Amerika, også fra Sverige. Udvandrerne efterlod sig forgældede og forfaldne gårde og mindre jordbrug i Sydsverige, som ihærdige mæglere falbød fynboerne til priser 2-3 gange så billigt som tilsvarende på Fyn.

I årene 1866-1880 udvandrede mange danske familier til Småland, specielt til Kronobergs Län, hvor man ernærede sig enten som bønder eller håndværkere. Ifølge overleveringen rejste ca. 125 familier derfor til Sverige i disse år, hertil kom de egentlige arbejdsvandringer.

.

 

 

Uddrag af Flemming Georgsen: ”Den fynske udvandring til Småland – Sunnerbo Härad 1866-1880”

”I årene 1866-1880 udvandrede mange danske familier til Småland, specielt til Kronobergs Län, hvor man ernærede sig enten som bønder eller håndværkere.

Ifølge overleveringen rejste ca. 125 familier til Sverige i disse år, der ses her bort fra de egentlige arbejdsvandringer, som i stort tal pågik i begge retninger.

 

Sveriges officiella statistik for året 1875:

- En mangd jordlagenheter egas af tilllanet inflyttade utländingar, de flesta och mindre mest af danskar och några mera betydande af tyskar och engelsman. De ara

till största delen belagna inom faners vestra del i Kinnevalds, Allbo och Sunnerbo härad.

Ved undersøgelser i Sverige har det vist sig, at indvandringen i Sunnerbo härad og den sydvestlige del af Allbo härad næsten 100% omfattede fynske familier.

 

Landboforhold på Fyn efter 1864:

 

Om udvandringen fra Fyn til Småland findes der ingen sikre efterretninger, men da flertallet af udvandrerne kom fra landbefolkningen må den væsentlige årsag til, at

man i tiden 1866-1880 rejste til Småland søges i forholdene på landet i Danmark.

Landbruget var i 1864 Danmarks hovederhverv. Det forsørgede omkring 190.000 familier, hvilket betød en folkemængde på ca. 900.000 personer. De store landbrugere

var grever, baroner og besiddere af stamhuse, de var i alt 79, men de ejede 14-15.000 tdr. hartkorn som fri selvejerjord og mellem 20 og 30.000 tdr. hartkorn fæstejord.

I Danmarks politiske liv spillede disse godsejere en væsentlig rolle, idet mange ministre hentedes blandt dem, samtidig var de rigt repræsenterede i rigsdag og amtsråd

og var blandt de mænd der stod kongehuset nær.

Udover de store jordbrug var der ca. 70.000 større gårde, 60.000 husmandsbrug, heraf stadig en stor del som fæstebrug.

På godserne og de større gårde havde man et anseligt tyendehold og benyttede også mange daglejere, hentet blandt husmændene, husejerne og

indsidderne. Daglejerne kunne på den tid tjene ca. 400 kr. om året på egen kost, kvinderne tjente 2/3 af en mandsløn. Man regnede med 330 arbejdsdage om året.

Om sommeren var den daglige arbejdstid 11 timer og om vinteren var den, på grund af den mørke tid, 8½ time om dagen. Tjenestefolkenes antal udgjorde ca. 150.000, hvoraf godt halvdelen var mænd. Hovedsagelig var tjenestefolkene unge mennesker som senere blev daglejere og måske husmænd. Enkelte af tjenestefolkene var gårdmandsbørn, men de fleste kom dog fra daglejer- og husmandshjem. Karlene og pigerne var ikke at betragte som selvstændige personer og kunne derfor ikke forlade ejendommen uden ejerens tilladelse, ligesom fastlagt frihed ikke kendtes...."