Julen i 90-erne

Julen var hjemmets fest. Jeg har aldrig hørt om nogen, der holdt jul hos andre dengang. Der gik store forberedelser forud. Vi boede på en gård langt fra byen, også fra landsbyen, hver gård var nok et lille samfund for sig. Vi skulle jo gå eller køre med hest og vogn, når vi skulle nogen steder.

Først skulle der sørges for foder til dyrene, der skulle tærskes havre, og skæres hakkelse til hestene, og tærskes korn til køer og grise. Inde skulle der jo vaskes storvask og brygges juleøl. Der skulle bud til maltgøreren, som boede oppe i overdrevet.

Juledagen var der en damp i bryggerset af alt det kogende vand til at skolde kar og øltønder i.

Så tæt på jul som mulig kom så slagtedagen, igen med damp på, far slagtede selv grisen. En to, tre voksne mand trak grisen ved ørerne og halen og hvor de elles kunne holde ved den, for det var en stor karl på 2-300 pund, så der var sul til et stykke tid. Og al den dejlige mad vi fik i huset, finker, sylte og alle de pølser var guf i stedet for alt det saltede kød fra forrige gris. Og sikken sideflæsk, nej 2 – at lægge ned i det store sulekar sammen med skinkerne, alt skulle jo til røgmanden efter en vis tid. Og sikke stegesul, det kunne smutte for gummerne, som de gamle sagde den gang. Og sikke en travlhed i huset med at få ordnet al den mad, så den kunne holde sig længst muligt. Sylten i saltlage med laurbærblade i, og et godt lag fedt over en krukke finker, så de kunne vare et stykke tid. Det var et savn når der ikke var flere finker til frokost.

Nå efter al det fedteri kom så bagningen af pebernødder, helst en meget stor portion, for de blev brugt til at lege med om aftenenerne, og spille kort om, så der skulle bruges mange, og små kager af flere slags. Til sidst store hvedekager og skærekager og æbleskiver i lange baner.

Nødder havde vi plukket både i haven og i skoven, vor have gik ned til skoven, og nødderne lavede vi også brændte mandler af.

Og så var der jo rengøring over alt efter alt det extra arbejde og pynten op til jul med grangrene og grønt fra haven. Og gårdspladsen skulle fejes til sidst, hvad den jo blev hver lørdag og bindehunden fik jo alle de suleben, så den levede også højt.

Og så kom endelig julen. Jeg kan lige huske vort første juletræ, det var ikke ret stort, hentet hos skovfogeden i Lorup skov. Der var bl.a. en flot pjerrot med røde knapper og rød mund og kurve, kræmmerhuse og flotte kulørte roser af silkepapir.

Juleaftensdag fik vi kold middag, sylte, rødbeder, leverpostej og kold sort pølse. Kaffe og æbleskiver, hvad vi kunne spise. Og så var alle jo færdige og nussede lidt om og pyntede sig til hellig aftenen, på nær husmoderen og pigerne, som havde travlt med maden, som hos os bestod af risengrød, ribbenssteg med æbler og svedsker og medisterpølse.

Og så måtte alle jo vente til højtiden med træet til pigerne var færdige i køkkenet. Så blev der lukket op til den røde stue, hvor træet stod tændt og strålede med alle sine lys og pynt. Så sang vi vore kønne julesalmer som nogen foreslog efterhånden. Dengang var der ikke noget med at gå i kirke juleaftensdag, julen var ikke begyndt endnu, julegaver var heller ikke det store nummer endnu. Små nyttige ting og så nød vi jo synet af træet og gaverne. Så fik vi kaffe med små kager til. Ovenpå den solide aftensmad sad vi og hyggede os, snakkede og nød aftenen efter al travlheden og gik så i seng omtrent til normal sengetid, vi skulle jo ret tidlig op næste morgen. Først fodre alle dyrene og så køre til kirke, alle der kunne komme og havde lyst hvis det var kl 10. Dengang var der også gudstjeneste kl 2 om eftermiddagen. Men så havde vi alle helligdagene for os. Dengang varede julehelligdagene til efter nytår – Knudsdag kom Knud jo og drev julen ud, det var kedeligt efter den lange gode tid, fri for den lange skolevej og alt udearbejde. Så kom den lange vinter med frost og sne.

                                                                    

Fortalt og nedskrevet af  Ellen Hansen, Odinsvej, Høng (1985?)